....Folk, der frivilligt lader sig CIoperere føler sig utilstrækkelige.
....De føler sig ikke anerkendt uden hørelse.
.....De ønsker at "hæve sig over" os andre "laverestående" døve.
....De er blevet manipuleret til at tro, at de trænger til en hørelse for at fungere optimalt.
ERGO ER DE MINDRE MENNESKER END MIG, SIDEN DE HAR VALGT AT TRO PÅ AT DE ER UFULDENDTE MENNESKER.
Disse påstande har jeg ofte anvendt i min personlige kamp mod CI.
(NB! jeg hænger ikke forældre, som lader deres børn CI-operere, ud, men primært dem, som frivilligt lader sig ligge under kniven)
I lang tid har jeg opfattet folk, som fik opereret CI som forrædere, siden de valgte at springe over der, hvor gærdet var lavest. De lod sig føje andre folk, folk som læger og hørespecialister, med den eneste ønske at gøre døve til "fuldkomne" mennesker med velfungerende hørelse.
Jeg svor som 13årig, at jeg altid vil kæmpe mod dem, overbevise dem at vi døve er tilfredse med os selv som vi er handicappede, og jeg var så sikker på at det ville gå igennem, siden jeg og mine døve jævnalderenede venner havde kunnet fungere på lige fod med hørende, hvis vi fik lige rettigheder.
Men...
Min barndomsven fik opereret CI igår.
Og jeg føler mig så splittet.
Selvom han har gået rundt og grublet om det i et godt stykke tid nu, så havde jeg udvist modvilje fra starten af.
Jeg havde forsøgt at overtale ham, at CI er overflødig for en som ham siden han har døve venner og at han udtrykte ingen interesse for at kommunikere auditivt.
Jeg forsøgte også at fortælle ham indirekte, at man alligevel møder endnu flere forhindringer; fysiske såvel som psykiske.
Der kan være alt fra svie og smerte under operationen, problemer ved passagerkontrollen i lufthavnen, til misforståelser blandt hørende, siden de måske tror at man er total hørende og derfor kan snakke på lige fod med hørende efter få lektioners taletræning.
Men det ser ud til at ingen af delene bider på ham...
Mistanken ligger så der, at hans storesøster også fik opereret implantaten for nogle år tilbage i tiden.
Måske har han ladet sig påvirke af de positive effekter storesøsteren oplevede med CI.
Efter at have snakket en del med storesøsteren, som sjovt nok er blevet mere synlig i kampen for døvesagen end før operationen, er jeg mere beroliget end før.
CI'en fik hende til at indse, at døveidentiteten er en stærk og ubrydelig del af hende.
Før operationen tog hun sin døvhed som en selvfølge, det gør hun ikke længere, hun fandt sig selv under processen.
Hun har også bidraget noget nyt til kampen.
Hun er en af de få som har prøvet det på sin egen krop, hun kender til fordelene og ulemperne ved at lade sig CI-operere i en sen alder, og så nåede hun også at opleve livet som døv og nu fik hun kunstig hørelse og valget deraf.
Skal jeg så holde kæft med mine bedrevidende prædikener om CI-opererede mennesker og lade være med at forbinde dem med audisme?
ER jeg for konservativ i mine synspunkter? Skulle disse mennesker ikke bare prøve lidt af begge verdener? Og således kan de bedre forholde sig til ønsket om at være døv?
....Det nægter jeg.
Men jeg vil skifte strategi.
Som Dirksen H. Bauman (min "idol" indenfor Deaf studies) sagde:
"for at afskaffe Audisme må man gribe ind til kernen, selve essensen af hørendes ønske om at gøre os "komplette" - nemlig ideologien om døves utilstrækkelighed i samfundet"
Flere døve har også sagt:
"Hvorfor er det OS, som skal lære at tale, selvom vi ikke kan høre. Kan de hørende ikke lære tegnsprog, siden DE kan se?"
Jeg drømmer nu om den dag, hvor barrieren mellem "dem" og "os" bliver brudt og vi bliver "OS som snakker tegnsprog"
11 kommentarer:
Wee! Din BEDSTE indlæg i bloggen!
Måske fordi jeg vel har følt det samme hos storesøsteren, selvom jeg ikke har prøvet at "omvende" hende.
God synsvinkel, og ikke mindst din ny strategi - ÆLskar det simplthen!
Hej Julie
Jeg synes at det er interessant, at du tager debatten op med synspunkter der retter mod døve som vælger at lade sig operere som voksen.
Det har næsten været helt tabu, og ofte været mere accepteret fordi det er noget der er valgt af dem selv...
Men jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om de forældre som lader sine børn operere som barn (spædbarn). Dvs at børnene (i modsætning til voksne døve) ikke får indflydelse i valget af CI. Og ikke mindst blive animineret væk fra tegnsprog og sikkerheden for at få et sprog.
Mange hilsner
Tomas
Ja, netop, det er lettere at brøle ad småbørnsforældrerne, end ad sin egen ven på 30 år eller deromkring. men jeg synes ikke at emnet af den grund skal tabuiseres, især når der er så mange spørgsmål man bedre kan stille dem, og dermed finde ud af hvorfor de ønskede en hørelse - er døveverdenen ikke tilstrækkeligt, er det vores, eller omverdenens skyld?
Det er ret vanskeligt spørgsmål du stiller mig her.
På den ene side forstår jeg de nervøse forældre som bare ville deres kære små det bedste.
Igen kan jeg kun håbe på at bedre information vil bane vejen for bedre forståelse af døve børns behov for døvekultur og tegnsprog.
Selvom vi skal spille offensivt - så skal vi ikke være aggressive, så trækker nybagte forældre bare følehornene til sig.
Hej Julie
Det er en dejlig synespunkt du har!
Helt sikkert som du pointerer godt, at bruge de voksne med CI til at informere om vigtigheden med tegnsprog m.m.
Er bestemt enig med dig i at man skal være offensiv, men samtidigt ikke aggressiv. Det minder lidt ligesom hende gode Jeanne d'Arc - Giver hånden først - hvis du forstår hvad jeg mener.
Håber bare ikke at slutningen bliver ens :-)
Okay så prøver jeg igen med min LANGE smøre...
--------
Jeg ved ikke om du så tv serien "Cold Case" forneden dag.
Den handlede om dielemmaet med CI og hvad den gør ved folk.
I afsnittet så man 2 drenge - hinandens bedste venner. Den ene havde hørende forældere, og den anden døve forældre.
En dag dukker en hørende pige op, som var idømt samfundstjeneste, denne pige kunne tegne flydene TS.
Vennen gjalder op, at han havder hørende, om at de altid prøver at lave om på døve, drengen følger trop for at vise sig over vennen.
Men da pigen og drengen forelsker sig, sker der i midetidligt noget. Vennen kan ikke acceptere at drengen er sammen den hørende. Drengen finder ud af, at han gerne vil have CI. Men hans døve forældere er i mod det. Navnligt moderen.
Med tiden opdager faderen, at det ikke handler om CI men drengens trivsel er vigtigere. Det er hans ønske og ikke forælderene.
Vennen opdager, at drengen har fået sit CI, kan slet ikke tåle tanken om dette, han kan ikke klare at nogen kan have et ønske om at høre lidt. Så han myrder ham.
Situationen er i serien, var ekstreem, men det handler om for vennen er at han var usikker, splittet.
Man mister ikke sit døve indenitet fordi man får CI. Skal sætte døvheden højre end trivsel, personlige ønsker, ens liv?
oj, dette er lidt for ekstrem et eksempel ;) Jeg går ikke hen og myrder ham ;)
men ja - nu kan vi stille os det spørgsmål:
Hvorfor og hvordan kunne det ske, at ham vennen ønskede sig et CI? - har han oplevet sig selv som utilstrækkelig i samfundet? Naturligvis skal folk ikke pakke os døve i vat, men de må gerne anerkende døvheden i stedet for at have en ængstenlig udtryk i ansigtet når de opdagede at vi ikke kunne høre ;)
Jeg har vist ikke nævnt at jeg absolut ikke er modstander af selve CI'en men er bekymret for følgerne den giver.
Okay kort svar;
jeg havde udeladt, det faktum at Drengen, mistede sin hørelse som 6 årig som føæge af mennigits. Han kunne dog stadig vagt huske hvordan man spillede klaver.
Men det var et torn i øjet på vennen.
Ja, sistuationen er ekstrem, men føleserne er de samme. Hvorfor behovet for CI har vi har alt, et godt socialt fællesskab. Et sprog, og et værdigt liv i forhold til visse andre lande. Ikke at vores liv er nemmere end andre. Men stadig hvorfor?
Hvor langt vil man gå?
Jeg sidder og funderer over, om man behøver at føle sig utilstrækkelig fordi man selv vælger at få CI. At vælge at få CI er vel en erkendelse af, at det at være døv er forbundet med besvær og begrænsninger, når man ikke er i Døveland. For de, de opnår et udbytte af deres CI - voksne eller børn kan det måske blive lettere at kommunikere i de mange situationer, hvor man ikke er i Døveland eller har en tolk lige ved hånden. Du skriver selv et sted, at du havde en minusdag, fordi tolken havde trukket sit eksamensbevis i en tombola - ergo fungerer kompensationen heller ikke altid - selvom CI til voksne næppe medfører, at de kan undvære tolkebistand, så viser udsagnet, at det er forbundet med besvær at være døv i talende omgivelser.
Du skriver også, at hørende bare kan lære tegnsprog, vi døve kan ikke lære at høre. Helt ærligt, hvis min nabo var Inuk, ville jeg ikke gide at lære grønlansk - jeg ville med venlige fagter fortælle ham, når han glemte at rydde fortovet for sne o.lign. Og lige så hvis jeg var hørende, og ikke havde et privat eller arbejdsmæssigt behov for at lære tegnsprog, så tror jeg ikke, at jeg ville gøre det.
Anne (undskyld at jeg svarede så sent): Det var en af mine holdninger som trettenårig, jeg har vist ikke skrevet det tydeligt nok. Lige nu står jeg ikke og prædiker om det samme ting, det er blevet til en hypotese frem for en påstand.
Du har ret i at det er tåbeligt at tro, man lever i Døveland, uanset hvor skønt det ville være, så er det jo den rene utopi. Du kalder beslutningen om at få CI for en erkendelse, dermed opfatter jeg at du virker lidt desillusioneret efter al det evt. "modstand" du har oplevet gennem årene?
Lidt morsomt det med historien om Inuk, du bruger jo primitiv tegnsprog som kommunikation i denne tilfælde - Jeg kan dog sætte mig i at det bare var et eksempel, men i Grønland er der mindst 20 ord for sne, så hvis man lærer lidt grønlandsk bliver man hurtigt klogere på livet, og det kan man heller ikke sige nej tak til, det vil jeg i hvertfald ikke. Jeg kræver heller ikke at samfundet skal kunne 100% tegnsprog, men jeg synes stadig at CI er en midlertigt lappeløsning. Mange mennesker tror pludselig at man er blevet hørende bare fordi man får en kunstig hørelse, du ved selv godt at det desværre ikke er tilfældet. Muligvis er tegnsprog mere opslidende og besværligere at lære for de andre, men det kommer til gavn for dem senere, siden ALLE tegnsprogbrugere; døve, hørehæmmede såvel som CI-opererede, forstår det. mens det er mere differeret mht. tale- og lyttefærdigheder
Hej Julie
Nu er det så mig, der er lidt langsom i optrækket. Nej, jeg synes ikke det fremgik særlig tydeligt, at det var tanker fra en 13-årig pige - ikke desto mindre bliver de udgivet i en nutidig kontekst. Faktisk var det forældre til CI-børn, der gjorde mig opmærksom på indlægget, der faldt dem voldsomt for brystet.
Desillusioneret eller mere realist end idealist som 20-årig - vælg selv. Og nej, det er ikke en "midlertidig lappeløsning". Det mest fantastiske er, at jeg i nogle situationer kan undvære tolkebistand nu, så jeg i de situationer ikke behøver stille mig op ved tolketombolaen. I andre situationer er lige så døv som før - og med hjertet ihvertfald.
Min sammenligning med inukker og grønlandsk, som du selv er inde på, blot er et eksempel, sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi alle bliver beriget af at lære nye sprog - uanset hvilket sprog, der måtte være tale om - det gør vi. Men mange af os er også utilitarister, og gør kun hvad der bringer nytte for vores velfærd, og så tror jeg ikke, det er tegnsprog man kaster sig over - hvis man vil frem her i verden - desværre.
Anne Vikkelsø
Hej Anne.
Dejligt med lidt sarkasme.
Jeg erkender at jeg burde have læst korrektur på mit indlæg, men kan ikke ændre på noget lige nu.
Mht. forældre til CIoperede børn: Jeg havde ellers gjort det klart og tydeligt at det ikke var rettet mod dem - jeg forstår deres bestræbelser for at ønske deres lille "det bedste i verden".
"Idealistisk 19årig" - det antager jeg som en kompliment, en idealist er netop en, der ønsker at se verden som et bedre sted end den er nu, også selvom det skulle koste blod, sved og tårer.
Aristoteles har selv lavet en udemærket teori om unge og ældre menneskers tankegange.
I korte træk kan unge mennesker beskrives bl.a. som naive, stærkt overbevisende idealister og meget altruistiske, mens ældre mennesker er intellektuelle, nøjregnende, pessismistiske og pragmatiske.
Men begge er nødvendige for at få samfundet til at fungrere. unge der stormer frem og ældre der træder i bremserne.
Måske er det ikke en lappeløsning, men man stiller sig ikke tilfredse med apparatet, teknikere/biologer stræber stadig efter en bedre hørsel end det nuværende stand.
Selvom tolkene fylder ret meget i min hverdag i forbindelse med uddannelse (og jeg er temmelig glade for dem), så er jeg ikke komplet afhængig af dem for at kunne fungrere socialt.
Utilitarisme, det er moderne at vise overskud, så folk har ikke nok med at kun passe på sig selv nu, gud ske lov og tak for det.
tilbage til ordet - for mig bringer der velfærd hvis mit eget sprog bliver anerkendt som en sprog på lige fod med dansk o.l.
Julie
Send en kommentar