LAUGH, AND THE WORLD LAUGHS WITH YOU; WEEP, AND YOU WEEP ALONE
Idag cyklede jeg hen til mor og på vejen dertil, skulle jeg lige forbi en midaldrende, også cyklende, kvinde. Jeg gjorde så tegn på hvorhen jeg skulle dreje og prøvede også at smile, men jeg mødte bare et bitchfjæs med mundvige der ikke gider at trodse tyngdekraften, sådan som de hænger.
Og det er ikke første gang jeg oplever sådanne, der findes åbenbart så mange sure gamlekoner i Danmark? Har livet været så hård ved dem? Er de uheldige ejerkvinder af utro ægtemænd og dovne, skrigende børn, der koster alt for mange penge(ja de 25årige, jeg snakker om)?
Eller er der bare fordi tidens tand har trukket deres kinder så meget ned at det er en fysisk umulighed for dem at smile? (som det er for mig at gå i spagat, selvom jeg stadig forsøger, tro kan flytte bjerge, yay). Måske har de fået en smiley-vaccination der gør dem immun ovenfor at sprede smitten?
Eller synes de simpelthen at vi unge er nogle lede idioter der er ude efter at stjæle deres kære ejendeler (en mølædt taske med brystbolcher og en bunke 50ører)?
Whatever...
Når jeg bliver gammel, sørger jeg så for at smile så meget at det stivner og bliver der til jeg dør, så bliver verden også et sjovere sted at være :)
Cheer up, old fellows!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar