Min kæreste er ikke dansk statsborger selvom han har boet i danmark i en rum tid. Alle beslutninger og vedtagelser som også vedrører ham, bliver taget hen over hovedet på ham uden at han får en chance til at have et ord (eller kryds indført)
Men underligt nok synes jeg at han faktisk er heldig, han er fri for at have denne følelse som jeg bærer rundt på:
Tvivl.
Lars Løkke udskrev valget i ulvetimen, så de andre partier får travlt med at erobre de bedste lygtepæle, træer og reklamesøjler, de kunne finde. Har man gjort beslag på de bedste steder og skændet byerne med stift smilende ansigter og troværdige(?) blikke, så begynder partierne at promovere, lave charmeoffensiver i skolerne og kyle stakkevise af penge ud af vinduet for at vinde borgernes gunst.
Der bliver diskuteret vidt og bredt om dansk politik i de sociale medier. Nogle har faldet for partiernes frieri og gyldne løfter, mens de andre er stadig skeptiske, eller bare i tvivl.
Tvivl.
Selve valgprocessen er ligefrem forudbestemt, hvis et lille flertal af folk altså er trætte af blå regering som megafon har anslået: Helle på tronen, prins Villy Søvndal ved sin side, Margrethe Vestager er den vigtigste sidekick. Nåh ja, det er også altafgørende hvor du sætter din stemme, for partierne kan score mandater til at udøve indflydelse i folketinget.
Men det eneste jeg føler omkring processen udover tvivl, er ligegyldighed - skal jeg kalde det for selvforskyldt, jeg plejer jo at være dybt engageret i græsrodsbevægelser? Nu føjter jeg ignorant rundt i stedet for at holde mig orienteret med et vivar af skræmmekampagner og selvforherligende annoncer. I bund og grund virker det jo som om alle partier kæmper for det samme - velfærd til landet.
Ligegyldighed.
Halleluja, hvem af jer skal jeg så vælge? Ælle bælle mig fortælle....
Vælger jeg noget fra den blå blok, vil de påstå at de sørger for at Danmark bliver gældsfri og at der er arbejde til alle. Men efter 10 år med nedskæringer på de mest følsomme områder og stigende arbejdsløshed (efter finanskrisen). Har jeg derfor mine grunde til at være skeptisk.
Samtidigt er jeg bange for at den røde blok vil ødsle alle de bittert sammensparede penge bort, og at de velhavende borgere så vælger at flytte til andre lande, flygte fra stigende skatteprocenter som følge af de rødes robinhood-mentalitet. Men hvem scorer kassen når vi overlader de blå til at regere landet? De rige, selvfølgelig. Uden liberalismen kan vores konkurrence med andre lande blive kørt i sænk. Hvordan kan vi så score penge på eksportvarer hvis det stadig kun består af bacon til England? Hvordan kan vores BNP stige hvis der hele tiden bliver brugt til forberedelse af sygehuse, skoler og meningløst papirnusseri?
Men det, jeg er interesseret i, er at HVORFOR de gerne vil komme til magten. Ikke det de siger, men hvad de oprindeligt brænder for, udover at få lov til at nyde magtens tinder, hvorfor de vil ofre sig til at blive svinet til i medierne, kritiseret af andre taberpartier, der mente at sejren var ufortjent.
Ja politisk håndtering af landets sager er en kompliceret affære, hvor tusindsvise af aktører kræver hvert sit. Stressende, ja. Men hvad gør det, at I, politikere, fortsat brænder for at lægge Danmark under jeres fødder og parat til at blive regeret på jeres præmisser?
Fortæl os, er I magtliderlige? Er pengene den motiverende faktor? Givende netværker med vigtige(rige) personer får jer til at blive ved med at kæmpe?
Uanset hvad, så skylder jeg jer allesammen et tak, fordi I gider at tage det forvirrende opgave at finde ud af hvilken kurs skibet Danmark skal sejle hen. Men jeg kunne godt have ønsket mig en bedre kandidat til kaptajn-tjansen.
Helle eller Løkke, pest eller kolera, og som lovlydige borgere er vi nødt til at vælge hvilke af dem, der skal herske Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar